Onsdag blev det næsten afgjort. Et flertal i miljø- og teknikudvalget synes nemlig, at Pumpehusvej i Københavns sydvestkvarter i fremtiden skal hedde Thomas Koppels Allé – opkaldt efter den nu afdøde komponist og musiker. Nu trækker beslutningen alligevel ud.
Lars Dueholm (V) mener nemlig ikke, at man skal hædre en person, der havde »vanvittige kommunistiske holdninger«, ved at opkalde en vej efter ham. Derfor vælger han nu at trække i nødbremsen og indbringe sagen for Borgerrepræsentationen, hvor almindelige borgere kan følge debatten.
Det radikale medlem af Borgerrepræsentationen Monica Thon mener, at Lars Dueholms protester er spil for galleriet.
»Thomas Koppels Allé bliver helt sikkert vedtaget, så Lars Dueholm gør det kun for at få noget presse,« siger hun.
Spinkle chancer
Lars Dueholm erkender, at chancerne for et flertal er spinkle. Han håber dog, at enkelte politiske modstandere ændrer mening.
»Thomas Koppel støttede jo blandt andet diktaturerne i Østeuropa samtidig med, at han støttede angrebene på de danske tropper i Irak. Hvad vil ofrene for de kommunistiske bødler og danske familier, der har mistet en søn i Irak ikke føle, når de går ned ad Thomas Koppels Allé?«
Socialdemokraternes Anne Vang er uenig:
»Jeg deler heller ikke de meninger, som Thomas Koppel har, men for os er han først og fremmest en komponist, der har bidraget til Danmark gennem sin musik.«
Lars Dueholm mener, at man i fremtiden kun bør opkalde veje efter personligheder som alle, uanset partifarve, kan samles om.
»Hvis Michael Laudrup blev kørt ned i morgen, er jeg sikker på, at vi kunne enes om at opkalde en vej efter ham.«