Thisted FC's 23-årige nigerianer Mojo Kingsley blev tidligt søndag morgen udsat for et voldsomt overfald, da to 21-årige mænd smadrede hans hoved.
Nu ligger fodboldspilleren med et fuldstændig opsvulmet og ukendeligt ansigt på Thisted Sygehus, skriver bt.dk
Sportschefen for Thisted FC, Bent Bisgaard, har besøgt Mojo Kingsley. Han var chokeret over, det syn der mødte ham.
"Efter besøget er jeg bestemt ikke optimist og jeg er meget, meget bekymret. Han har svært ved at sige andet end ja og nej, og han kan knap nok forstå, hvad der foregår omkring ham. Faktisk ligger han bare hen som en grøntsag. Jeg er virkelig chokeret over, at nogen kan lave så meget skade på et andet menneske med de bare næver," siger sportschefen.
Spilleren ligger fortsat under intensivt opsyn, da hans tilstand stadig er kritisk.
Mojo Kingsley var søndag morgen på vej hjem fra byen med sin kæreste, da han blev overfaldet. To 21-årige mænd er blevet varetægtsfængslet for det grove overfald. Politiet kan endnu ikke oplyse, om det var racisme, der var grund til overfaldet.