Roskilde Festival har længe været stedet, hvor de helt store rocklegender slog et slag forbi.
Således har festivalen gennem årene budt på Bob Dylan, David Bowie, Brian Wilson, Roger Waters Neil Young, Bob Marley og mange andre.
I år får Dyrskuepladsen også besøg af nogle af de helt, helt store. Engelske The Who annoncerede nemlig i går sin ankomst til festivalen.
The Who satte sit aggresive præg på rockmusikkens udvikling i 60’erne og 70’erne. Hittet ’My Generation’ definerede ungdomsoprørets spæde start, ligesom det satte ny strøm til rockmusikkens eksplosive energi.
I 70’erne udgav gruppen mesterværkerne ’Who’s Next’ og rockoperaen ’Tommy’, der cementerede bandets position blandt de største.
Bandet udgav sidste år albummet ’Endless Wire’, der beviste at Pete Townshend og Roger Daltrey kan endnu, selvom trommeslageren Keith Moon og bassisten John Entwistle er døde.
Bandet bliver efter 40 år stadig betragtet som et af verdens bedste livebands.