The Who, Orange Scene, lørdag kl.21.30.

Hvorfor ikke bare gå direkte til makronen. Mangt et veteranband har forsøgt at imponere på Orange Scene med spritnyt materiale, som ingen orkede. Den fejl begik The Who ikke.

De har ikke lavet noget interessant, mens jeg har været kønsmoden, men til gengæld var jeg helt på da ’Tommy’-musicalen var hot (igen) i min pure ungdom. Dengang, da salige Keith Moon bankede respektfuldt igennem på en lang række af klassikere til en hel generation (og mere til).

I dag stod Roger Daltrey og Pete Townshend i svedig front med et par unge hired hands til at bakke op allerede fra introen ’Can’t Explain’. Et hit, der kom så hurtigt, at en godt fyldt mudderpøl nærmest blev taget bagfra, før de opdagede det. Vi var på. Og vi kunne endda ganske kort efter synge med på ’Behind Blue Eyes’ nu, hvor Fred Durst fra Limp Bizkit har lært os alle tiders sing along-klassiker.

De svedte godt deroppe de gamle gentlemen. Roger var direkte gennemblødt, mens Pete konstant lavede sit legendariske møllesving som tegn på veltilpassethed. Vi fik ’My Generation’ fra en opstemt Generation Senior. Især var guitarsoloen fra Townshend godt placeret. Til gengæld var ’Won’t Get Fooled Again’ lige lovlig lang. For sandt at sige, så magter Roger Daltrey ikke længere det fulde register med sin efterhånden pænt rustne stemmepragt.

Så var der pause (ganske kort), Og så kom ’Tommy’-klassikere som ’Pinball Wizard’ (vi sang med) og ’See Me, Feel Me’. Hvad skal man mene? Ren nostalgi, veludført, endda med godt lydarbejde, og det var det. Et trip down Memory Lane for nu at skamride en kliché a la The Who-way.