Af Rune Skyum-Nielsen, rusk@avisen.dk

Da ”The Simpsons Movie” nærmer sig sin bratte ende, løfter en søndersmadret Homer sit pilskaldede hoved fra snavset, mens gluggerne trygler sønnen Bart om positivt svar på et yderst presserende spørgsmål:

- Reddede jeg dagen?

- Nej, svarer møgungernes møgunge – helt i overenstemmelse med sandheden, i øvrigt, "du har ført os alle ud over afgrundens rand."

Og så kan den omvandrende håbløshed udstøde sit gammelkendte frustrationsråb:

- Dooooooooooh!

Det forholder sig heldigvis fuldstændig omvendt, når man som biografgænger sidder i mørket og grovæder den længe ventede spillefilm med familien Simpson, som var den donuts på den lokale og dybt inkompetente politistation. Der er nærmest kun rum til begejstring.

Inkarnerede og hårdt prøvede fans af de gule antihelte fra verdens mest sejlivede sit-com styrter sig ligefrem i afgrunden, hvis ikke de straks drager mod biografmørket og ser ’The Simpsons Movie’.

Der lurer måske ikke mange overraskelser eller nybrud i den 85 minutter lange spillefilm, men komikken, plottet, samfundssatiren og teknikken er til gengæld i top. Og for tegnefilms-skeptikere må det gule eventyr være det endegyldige bevis på, at animerede narrestreger også er noget for voksne mennesker.

For nybegyndere i Simpsons-skabernes 20 år gamle univers fungerer filmen som den perfekte appetitvækker med mængder af gode grin, som en smule overraskende ikke kræver det helt store forhåndskundskab til det brogede persongalleri. Der er således fokus på familien og mindre plads til vidunderlige personager som drankeren Barney, advokaten Lionel Hutz, racismeofferet Carl, søstrene Patty & Selma, atomkraft-diktatoren Burns og rektor Skinner. Men det er en lille pris – endnu mindre end Barts tissemand, som efter utallige tilløb endelig blottes for de bornerte amerikanere – at betale. Især fordi især Homer fremstår mere ignorant, arrogant og intolerant end nogensinde før.

Ellers er det nærmest business as usual i slumrebyen Springfield. Ganske som var det et af de godt og vel 400 afsnit i føljetonen ’The Simpsons’, åbner langspilleren således med en gevaldig omvej. Opfinderen Matt Groening og hans skævt tænkende kumpaner åbner aldrig med hovedplottet, og denne gang fører de indledningsvis familiefaderen Homer sammen med en slagtetruet gris. Homer forelsker sig hovedkulds og kan opleves i ømme kyssescener med det rædselsslagne lyserøde kreatur, der blandt andet bliver forvandlet til ’Spider-Pig’, når Homer tvinger den til at spadsere i loftet.

Nu er svin ikke just kendt for en ublu afføring, og det problem løser Homer ved at bygge en septiktank til lortet. Den lækker naturligvis, og så ryger den i sovebyen Springfields allerede dybt radioaktive sø. Miljøkatastrofen er en realitet, og forureningen torner i øjet på den den hykleriske miljøstyrelse. Sagen ender sågar i Det Ovale Kontor, hvor præsident Arnold Schwarzenegger – oh yes – brokker sig over de fem mulige løsningsforslag på bordet foran sig med den gebrokne oneliner "I was not elected to read, I was elected to lead". Dermed overlades beslutningen til mørke kræfter –– og dermed er der både carte blanche og green card til i bogstaveligste forstand at lægge en massiv og kvælende osteklokke hen over byen.

Sådan løser man problemerne i USA, lyder det klare hint fra tegnefilmens samfundssatiriske skabere. Ellers gør man det ved at finde syndebukke, og det går da også hurtigt op for beboerne i Springfield, at Homer bærer ansvaret (han har ligesom sprayet sit navn på den dumpede septiktank). Før pøblen klynger familien Simpsons op, slipper Homer, Marge, Lisa, Bart og Maggie dog ud af osteklokken og søger ly i gudsforladte Alaska, hvor lavinerne står i kø for at begrave familiens tykkeste eksemplar.

Resten af historien – deriblandt Homers comeback i forsøget på at redde Springfield fra udslettelse og de rebelske Simpsons-skaberes konstante trang til at drille den ultrakonservative mediemastodont Fox, som serien paradoksalt nok hører under – skal nydes i biffen. Men lad det være sagt, at det hele slutter med et brag …

I stedet springer vi direkte til rulleteksterne, hvor familien Simpsons silhouetter selv følger med fra bunden af det store lærred. Herfra kommanderer Homer, at Bart skal lære navnene på alle bidragsydere. En absurditet, da listen fortsætter i mere end 10 minutter med en hær af koreanske animatorer. Thi godt nok blærer spillefilmen sig med at være to-dimensionel i formen (samt en-dimensionel i visse persontegninger), men detaljerigdommen er enorm, og hverken Springfield eller Alaske er før set smukkere og grimmere.

En gang imellem mistænker man Matt Groening & Co. for lige at skulle demonstrere, at de evner at krydse klinger med Dreamworks og Disney, når det virkelig gælder – og så går der lidt for meget musical og synkrondans i sagerne i forhold til den tilpas primitive føljeton hjemme foran kukkassen.

Men ødelægge et på én gang lavpandet og højkomisk festfyrværkeri gør det ingenlunde. Så nej, Homer – denne gang går den ikke: ’The Simpsons Movie’ er alt andet end "booooooooring!"