Af Anne Winther | anwi@avisen.dk
I skal spille på Beatday i dag på Charlottenlund Fortet, skal du høre nogle af de andre bands?
»Ja, jeg vil rigtig gerne høre Trentemøller, Jens Unmack og Mew. Bagefter tager vi nok ind til København. Vi har fået en forkærlighed for de gammeldaws barer som Fingerbøllet, 90’eren og La Fontaine. Hvis jeg er sulten, når jeg kommer hjem (låner Pernille Rosendahls lejlighed, red.), tager jeg mig en rugbrødsmad, for det får jeg jo ikke i udlandet.«
Hvad skal du lørdag?
»Jeg skal spise morgenmad med min søster på Granola på Værnedamsvej og virkelig slappe af. Det er vores første fridag efter en travl periode, hvor vi har øvet en masse nye numre. Senere en gammeldaws frokost på Husmanns Vinstue. Jeg er ikke så meget til at gå i byen i weekenden. Jeg kan godt lide at gå på bar i hverdagene – især 90’eren fordi der ikke er musik. Jeg vil helst have det stille, så en restaurant med en rigtig god flaske vin er også godt – måske den nye Era Ora. Senere en god Bergman-film, jeg har stadig ikke fået set ’Det syvende segl’.«
Hvad med søndag?
»Vi skal mødes med fotografen Søren Solkær Starbird kl. ni, og så er det fuld arbejdsdag. Det ender som regel altid med at blive ret presset, når jeg er hjemme, så denne gang bliver jeg til 3. september og holder to ugers ferie. Første prioritet er min familie, og så skal jeg ellers bare gå tur, nyde stemningen i København, tage i sommerhus og nyde de lyse nætter.«
Beatday er en endags-festival på Charlottenlund Fort nord for København.
Oh No Ono åbner kl. 14.15 på teltscenen. Herefter følger Jens Unmack og Slagterne (16.00), Mikael Simpson og Sølvstorm (18.30) og Trentemøller in Concert (21.10).
På Store scene åbner The Raveonettes kl. 17.15 efterfulgt af Kashmir (19.45), inden Mew lukker (22.35).
Ifølge Beatdays hjemmeside er der stadig billetter til salg. Billetprisen er 300 kroner ved indgangen.