Vi kunne for et par uger siden komme med nyheden om, at Sting mellem et par yoga-øvelser har grebet telefonen og ringet til sine gamle kammerater fra sit første band The Police.
Trommeslageren Stewart Copeland, guitaristen Andy Summers og bassist og forsanger Sting har besluttet sig for at slå pjalterne sammen igen, så de kan opleve deres anden ungdom med The Police.
Siden er det rygtedes, at der står nogen ældre herrer og øver The Police numre på livet løs i Vancouver i Canada.
Nu kan New York Times så fortælle, at vi får lov at se det gendannede The Police give et nummer i årets amerikanske Grammy-uddeling, der finder sted 11. februar i New York.
Ikke nok med, at Grammy-showet nu kan præsentere Sting og hans ungdomsvenner. I forvejen er så store stjerner som Christina Aguilera, Mary J. Blige, Justin Timberlake, Beyoncé, Gnarls Barkley og Red Hot Chili Peppers på plakaten.