Den engelske komponist Andrew Lloyd Webber bekræfter nu, at han arbejder på en opfølger til hit-musicalen ’The Phantom of the Opera’, fortæller Starpulse.com.
Det skete i komponistens video-blog, hvor han sagde:
»Jeg vil lave en opfølger til ’The Phantom of the Opera’. Jeg har mødtes med nogle folk, som har overtalt mig til det. Hvem kan jeg ikke afsløre. Men jeg kan afsløre, at den kommer til at foregå i New York.«
Den første ’Phantom of The Opera’ havde premiere i 1986, og den er den mest succesrige musical nogensinde.
Opfølgeren skal højst sandsynligt bygge på Frederick Forsyths roman ’The Phantom in Manhatten’ fra 1999, der er en selvstændig fortsættelse af musicalen.
Webber arbejder også på en anden musical i øjeblikket. Her vil han bearbejde Mikhail Bulgakovs roman ’Mesteren og Margarita’ til scenen.