Den karismatiske og karakteristiske forsanger Justin Hawkins forlod sit glam-orkester The Darkness sidste år.
Hawkins ville gerne komme stofferne til livs, og mente ikke at det var foreneligt med at spille sammen med de andre rødder The Darkness.
Samtidig floppede bandets andet album gevaldigt, hvorfor bandet blev droppet af pladeselskabet.
I disse dage har Justin Hawkins lagt stofferne på hylden, men han lægger sig til gengæld ud med briterne ved at anklage dem for at være »racistiske og dumme.«
Sangeren er nemlig rigtig træt af, at han tabte det engelske Melodi Grand Prix, hvor han sang duet med den mørke sangerinde Beverlei Brown.
Nu har de sørgelige rester af The Darkness offentliggjort, at bandet officielt er gået i opløsning.
Men derfor er det ikke slut med lange guitarsoloer, højt hår og en selvironisk let-metal, for bandets resterende medlemmer fortsætter under et nyt navn.
Bassist Richie Edwards, der overtager vokalen fra Hawkins, skriver på The Darkness’ hjemmeside:
»Vi vil meget snart offentliggøre vores nye navn og vores nye hjemmeside, og vi håber, at vores fans vil være med os, når vi gør det.«