En af lederne af demonstranterne i Don Mueang lufthavn siger, at demonstranterne vil "kæmpe til døden".
Premierminister Somchai Wongsawat har erklæret undtagelsestilstand i byens to største lufthavne - der har været besat af demonstranter i to dage - og har lovet at han vil sørge for, at demonstrationerne stopper.
"Vi er ikke bange. Vi vil slås til døden, vi overgiver os aldrig, og vi er beredte," siger en af protestlederne i Don Mueng lufthavn fredag ifølge bbc.co.uk.
"Hvis de får skovlen under os, kommer vi tilbage med flere demonstranter," fortsætter han.
Torsdag sagde Somchai Wongsawat, at politiet ville få hjælp af militæret til at fjerne demonstranterne og åbne lufthavnene.
Journalister i lufthavnene siger, at kampklædte demonstranter uddeler beskyttelsesbriller og hjelme og opretter områder til førstehjælp i forberedelserne på rydningen.