Vejjajiva vandt tidlig mandag morgen dansk tid en tillidsafstemning i det thailandske parlament, og er dermed landets nye leder.
Han får nu til opgave at bringe fred til landet, der de sidste år har været udsat for flere militærkup, opstande og social uro. Vejjajiva er Thailands femte leder på kun lidt over to år.
Han er den yngste leder i landet nogensinde, hvilket dog ikke er nogen ubetinget fordel i et land, der samtidig trues af et magtvakum, hvor den magtfulde konge, der flere gange har grebet ind i landets politik, er svækket af sygdom.
Abhisit Vejjajiva er født i England, og har tilbragt sin ungdom i Newcastle, hvor begge hans forældre var professorer i medicin. Han vendte dog tilbage til Thailand i 1990, hvor han også indledte sin politiske karriere.
Den tidligere premierminister Somchai Wongsawat blev tidligere på måneden tvunget til at gå, da landets forfatningsdomstol dømte ham og hele hans parti skyldig i korruption og valgsvindel. Han beskylder dog nu Abhisit Vejjajiva's blok for at have købt sig stemmer nok til udnævnelsen i parlamentet ved at tilbyde politiske modstandere magtfulde poster som belønning for deres stemme.
Udenfor parlamentet protesterede tilhængere af den tidligere regering. De kaldte magtovertagelsen for et stille kup, og forberedte sig på uroligheder.