Endnu en gang er der blevet løftet dyner hos nogle af landets prostituerede.
Skat, Arbejdstilsynet, Udlændingeservice og Politiet kom i tirsdags på besøg hos 23 massageklinikker og bordeller i Nordsjælland.
Hele 22 af dem manglede kasseregistrering, og derfor uddelte Skat vejledninger, så der kunne blive rettet op på problemet.
"Det har vist, at det her også er en branche, vi er nødt til at tage os af og kigge på med de her fairplay-briller, hvor vi primært koncentrere os om registrering af de ansatte," siger Peter Svane, der er specialkonsulent ved Skat i Fredensborg, til Newspaq.
Til gengæld var hele 32 ud af 45 prostituerede momsregistreret, og i forhold til lignende aktioner på bordeller andre steder i landet, var udbyttet af denne aktion ikke så massivt.
F.eks. var der ikke nogle af de udenlandske prostituerede, der opholdt sig ulovligt i landet.
"Det har der ikke været den her gang. Som sagt har politiet også været med og ydet bistand, men ved denne aktion har der ikke været anledning til at anholde nogen."
De mange klinikker uden kasseregistrering, kan ifølge Peter Svane godt regne med at få besøg igen.