I starten af august indledte republikanerne kampen om at blive partiets næste præsidentkandidat. Og allerede efter en måned, ser det ud til at blive en duel mellem to markante skikkelser.
På den ene side står en texansk guvernør, Rick Perry, som på ti år har godkendt 234 henrettelser (amerikansk rekord, red.), er glødende religiøs, tvivler på at klimaforandringerne skyldes menneskelig indblanding og bakkes op af den stærke Tea Party-bevægelse.
På den anden side står mormonen Mitt Romney, som er god for ca. en milliard kroner, indførte obligatorisk sundhedsforsikring for alle i Massachusetts, hvor han var guvernør 2003-2007, og har en master-grad fra Harvard Universitet.
Der er masser af andre kandidater til nomineringen, men en måling fra CNN indikerer, at valgkampen bliver en duel mellem disse to herrer. Målingen gav Perry 30 pct. af stemmerne, mens 18 pct. foretrak Romney, som partiets udfordrer til præsident Barack Obama.
Mens Perry appellerer til de højreorienterede vælgere, har Romney tilsyneladende et godt greb om de midtersøgende republikanere.
Den republikanske valgkamp bliver først skudt i gang i starten af 2012, og først på partikongressen i august samme år, tre måneder før den egentlige præsidentvalgkamp, skal republikanerne vælge deres kandidat. Så meget kan endnu ændre sig, især hvis den populære 'hockey-mor' Sarah Palin vælger at stille op.