Bombeangrebet foran Danmarks ambassade i Pakistan i juni 2008 har haft et langvarigt efterspil, og onsdag er en mand blevet varetægtsfængslet, mistænkt for medvirken.
Det skriver den pakistanske avis Daily Times.
En selvmordsbombemand sprængte sin bil i luften ved angrebet i Islamabad, som kostede otte mennesker livet og desuden medførte cirka 30 sårede.
Den mistænkte var under stærk politibevogtning, da han blev bragt til antiterrordomstolen i Rawalpindi. Han mistænkes for at have oprettet en base, der bistod terrorister med at udføre angreb.
Han blev anholdt i begyndelsen af august, og dommeren er gået med til foreløbig at varetægtsfængsle ham i tre dage.
Otte andre mistænkte for angrebet er i forvejen ved at blive retsforfulgt af de pakistanske myndigheder.