Frygten for bomber på befolkede steder eller kaprede fly er dalende i Europa.
Frygten for terror og islamistisk radikalisme har ellers været voksende siden terrorangrebet mod USA i 2001 og bombesprængningerne i Madrid og London i henholdsvis 2004 og 2005, skriver Kristeligt Dagblad.
Men nu er kurven altså vendt.
Det viser en ny rapport udarbejdet af det internationale analysefirma Gallup i samarbejde med den tværreligiøse fond The Coexist Foundation, som arbejder for bedre dialog mellem kristne, muslimer og jøder.
Også herhjemme er daler frygten for at blive ramt at terrorbomber.
"Vi er netop ved at bearbejde 2009-tallene, men vi kan se, at frygten for terrorisme er faldet markant i de seneste målinger. Vi kan samtidig se, at danskernes frygt for terrorisme i højere grad er udtryk for en politisk holdning end for en personlig frygt," siger Anders Hede, der som forskningschef i TrygFonden hvert andet år foretager en tryghedsmåling blandt danskerne.
Rapporten viser desuden, at frygten er ubegrundet.
"Gallups målinger viser, at opfattelsen af religiøs "anderledeshed" som en trussel kun findes blandt minoriteter på tværs af befolkningsgrupper," står der i rapporten, som samtidig dokumenterer en bred demokratisk opbakning fra de muslimske befolkningsgrupper.