Som væddeløbsheste i bås stod pressen parat foran den Henriette Kjærs (K) kontor, inden det konservative gruppemøde i dag.
Døren gik op og den hårdt prøvede, tidligere politiske ordfører blev øjeblikkeligt omringet af ivrige journalister og fotografer, der nærmest bar hende de 25 meter ned til det konservative grupperum.
Undervejs blev hun bombarderet med spørgsmål om sin involvering i samleveren Erik Skov Pedersens tiltale for bedrageri.
Men pressen gik tomhændet derfra. Det eneste svar, der kom fra Henriette Kjær, var nemlig "intet svar".
Derfor ville hun heller ikke svare på, om hvorvidt hun kan beholde sine nuværende ordførerposter.
I ro og mag kunne hendes partifæller til gengæld spadsere ned ad den røde gang på Christiansborgs andensal og ind i det efterhånden velkendte grupperum.
Opmærksomheden på Henriette Kjær er blusset op igen, efter hendes mand, Erik Skov Pedersen, har tilstået, at han har svindlet for minimum 2,4 millioner kroner. Han sidder varetægtsfængslet på 12 dag.
Det har skabt tvivl om, hvorvidt Henriette Kjær er medskyldig i sagen - noget hun selv afviser blankt, og som politiet heller ikke har valgt at rejse sigtelse for.