Danske tamilere har igen onsdag taget stilling foran Udenrigsministeriet i København for at lægge pres på den danske regering. Demonstranterne kræver, at Danmark indfører sanktioner mod Sri Lanka.
Tirsdag endte demonstrationen med, at 83 tamilere blev anholdt, fordi de ikke havde forladt området ved Udenrigsministeriet klokken 17, hvor demonstrationen skulle slutte.
Men alle 83 er igen på fri fod, og er mødt op på Christianshavn for at vise deres utilfredshed med urolighederne i Sri Lanka, hvor 2.800 personer ifølge FN er blevet dræbt under kampe siden den 20. januar i år.
Tamilerne vil have det internationale samfund til at gribe ind med det samme, så kampene mellem de tamilske tigre og regeringstropperne kan stoppes.
I går var der ifølge politiet omkring 150 tamilere på gaden, men arrangørerne siger til TV 2, at der er mødt langt flere demonstranter op.