De lavtlønnede danskere skal vinke farvel til en del af deres løn.
Det mener A.P. Møllers-Mærsks topchef Nils Smedegaard Andersen. I et interview med Berlingske siger han, at lavtlønnede risikerer at miste deres lønninger, hvis ikke de vinker farvel til nogle af pengene.
Den liberale tænketank Cepos mener, at det kan være ubehageligt men nødvendigt at skære i lønnen.
- Det er ikke en udvikling, jeg bryder mig om. Omvendt er det nødvendigt med en tilpasning af lønniveauet. Det nytter ikke, at en arbejdsgiver skal betale 110 kroner i timen til en ansat, hvis han kun kan producere for 75 kroner:
- Den udvikling kunne regeringen understøtte ved at droppe alle de skatter og afgifter for milliarder af kroner, den har indført og som gør det meget dyrere for danskerne at leve. Generelt bør skatter og afgifter sænkes, siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i Cepos, ifølge Ritzau.
Heller ikke i den røde tænketank Cevea klapper man i hænderne over Mærsk-bossens lønslagtning.
- Lønnedgang er dårlig strategi for et land som Danmark. Det kan være nødvendigt og fornuftigt på en enkelt arbejdsplads. Men for et samlet land vil det være et dårligt valg. Det er ikke en udviklings-, men en afviklingsstrategi, siger direktør Kristian Weise i en pressemeddelelse.
Cevea frygter, at Nils Smedegaard Andersens udtalelse kan svække Danmarks økonomi, fordi den kan skabe frygt.
- Lige nu er dansk økonomis største problem, at danskerne ikke har tillid til fremtiden og holder på pengene. Den indenlandske efterspørgsel er i knæ. De nye udtalelser fra Smedegaard kan betyde, at danskerne i endnu højere grad gemmer pengene i madrassen, siger Kristian Weise.
Nils Smedegaard Andersen mener, at Danmark enten må konkurrere på internationale vilkår eller se velfærden smuldre.