For to måneder siden blev to ud af tre syvårige drenge i 0. klasse, tidligere kaldet børnehaveklassen, smidt ud af deres skole i Helsingør.
Det skete, efter de tre drenge to gange havde udøvet hærværk mod parkerede biler på skolens parkeringsplads, beretter TV2 News.
Skolelederen på Nordvest Skolen, Tommy Sørensen, forklarer, at man vurderede, at det var vigtigt at få drengene fordelt ud på nye skoler, fordi de havde en meget uheldig indflydelse på hinanden.
"Der er konkrete situationer, hvor der skal handles," slår han fast over for nyhedskanalen, og kalder hele sagen "sørgelig".
Tommy Sørensen forsvarer sin beslutning, selvom han ikke, som reglerne ellers foreskriver, var i kontakt med psykologiske rådgivere inden han traf sin beslutning.
"De tre drenge fungerer, der hvor de er nu," siger han, og tilføjer:
"Jeg har god samvittighed."
Drengene benyttede under hærværket bl.a. køller, lyder det.