Dagens bomber i det centrale Oslo har indtil nu kostet syv mennesker livet. Det oplyser norsk politi her til aften.
Mindst to personer er fortsat hårdt sårede.
Politiet er nu i gang med at gennemgå de ramte regeringsbygninger centralt i Oslo for at søge efter flere døde eller sårede.
Samtidig er en politisk lejr på øen Utøya blevet angrebet af en mand forklædt som betjent. Det var unge socialdemokrater, som var samlet.
Politiet bekræfter overfor NRK, norsk tv, at en person er pågrepet efter skyderiet. Han skulle ifølge flere vidner have norsk udseende.
Flere medier beretter om op til fire dræbte på øen som følge af skyderierne, men det har politiet ikke kunne bekræfte endnu.
Specialstyrker er sat ind på øen for at pågribe eventuelle gerningsmænd. Redningsmandskab er også sat ind for at komme de nødstedte unge til hjælp.
Politiet bekræfter yderligere, at man mener, der er en sammenhæng mellem bomben i Oslo og angrebet på øen.
Der spekuleres i, om bomben var skjult i en bil foran bygningen.