"Det er utænkeligt, at FN ikke udtaler sig."
Sådan siger den franske udenrigsminister Alain Juppe i forbindelse med voksende uroligheder i Syren. Det skriver BBC News.
Frankrig og Storbritannien arbejder lige nu på et forslag til en resolution om Syrien, der dog ikke umiddelbart involverer sanktioner eller militær indgriben, som det er tilfældet med Libyen.
Men mens Frankrig og Storbritannien presser på for at få en resolution vedtaget i FN's sikkerhedsråd, stejler Kina og Rusland.
De to giganter er generelt imod en resolution for Syrien og frygter sammen med en række mindre lande, at selv en mildere version vil være først skridt mod en situation som i Libyen.
"Udsigten til en resolution fra FN's sikkerhedsråd, der ligger op ad den om Libyen, vil ikke blive støtte af mit land. Som Libyen viser, er brugen af magt ikke svaret," siger den russiske EU-ambassadør i Bruxelles, Vladimir Chizhov, ifølge BBC News.
Syrien har siden revolutionerne i en række andre arabiske lande været præget af uro og protester mod landets præsident, Bashar al-Assad.
I weekenden blev 120 civile og politifolk dræbt under uroligheder i det nordvestlige Syrien, og mange frygter, at det vil eskalere med massakrer på befolkningen udført af landets ledere.
Kilde: BBC News