En våbenhvile i Syrien kan få lange udsigter.
Syriske oprørere siger nu, at de ikke vil give en skriftlig garanti for våbenhvile til præsident Bashar al-Assad. Det stillede præsidenten ellers som krav i går for selv at stoppe sine militære angreb.
"Vi vil lave garantier til det internationale samfund, men ikke til det syriske regime," siger en talsmand for oprørerne ifølge AFP.
FN's udsending Kofi Annan har mæglet en fredsplan mellem parterne, hvor en våbenhvile skulle starte tirsdag.
Lørdag var en af de blodigste dage længe i Syrien, hvor over 100 mennesker mistede livet i kampe mellem regimet og oppositionen.
Også søndag har der været kampe, og her meldes om 70 dræbte, de fleste civile.
Natten til mandag har syriske soldater skudt ind i en flygtningelejr på tyrkisk side - mindst tre er blevet såret, melder de tyrkiske myndigheder. Ifølge Reuters er to syriske flygtninge blevet dræbt, men det kan ikke bekræftes.
Efter episoden har Tyrkiet kaldt den syriske d'affaires i Ankara til alvorlig samtale.
Præsident Bashar al-Assad har bl.a. langet ud efter Tyrkiet, Qatar og Saudi Arabien og anklaget dem for at "finansiere terrorgrupper" i Syrien.
Kofi Annan kalder de seneste dages optrapning af volden for "uacceptabel" og vil ifølge BBC besøge syriske flygtninge nær den tyrkiske grænse på tirsdag.