Mindst 27 er dræbt og 97 er sårede efter morgnens bombeangreb i Syriens hovedstad Damaskus.
Samtidig har angrebet ramt både en politistation, efterretningstjenesten og luftfartsmyndighederne midt i Damaskus. Og det må give præsident Assad hovedbrud, vurderer Peter Seeberg, der er mellemøstekspert ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
"De steder, der kæmpes i øjeblikket, er jo yderområder af landet, men det her vender jo bøtten, for nu er vi pludselig i centrum, der hvor styret selv holder til," siger Peter Seeberg.
"Det er et alvorligt anslag mod styret, for det understreger jo, at sikkerhed er et særdeles vanskeligt spørgsmål, og når det kan lade sig gøre overhovedet, så er det jo et udtryk for, at man ikke har styr på situationen i landet," vurderer Peter Seeberg.
Endnu har ingen taget ansvaret for de to bilbomber. De dræbte ved ulykken er hovedsageligt civile, og bomberne, der altså nu har ramt hovedstaden er kun en af an lang række angreb, der har været de seneste måneder.