Vagter på landets sygehuse vil ikke kunne forhindre vold og trusler mod personalet, mener Dansk Sygeplejeråd efter en nat, hvor Odense Universitetshospital blev hærget af en gruppe på 60-70 mand.
Tværtimod skriver Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse, at de frygter, at vagter kan risikere at eskalere volden.
- Det er klart, at vi hele tiden skal se på, hvordan vi bedst kan forebygge, at patienter og personale bliver udsat for trusler og det, der er værre.
- Men jeg tror ikke, at to-tre vagter er løsningen, de kan jo ikke holde 60-70 mand tilbage, udtaler John Christensen, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Syddanmark, i en pressemeddelelse.
- Og det vil i værste fald få situationen til at udvikle sig negativt, tilføjer han.
I stedet for at overveje at indsætte vagter opfordrer han politi og ledelse på Odense Universitetshospital til at tage hånd om sikkerheden på en anden måde.
- Nu skal ledelsen og politiet i tæt dialog med medarbejderne finde ud af, hvad man kan gøre for at undgå de her episoder, lyder det fra John Christensen.
Han peger på, at det er nødvendigt at tjekke adgangsforholdene til den fælles akutmodtagelse og få sikret gangene og låst rummene af.
Nogle af de 60-70 mand, der natten til tirsdag troppede op på Odense Universitetshospital, havde slagvåben, og de raserede sygehuset til stort ubehag for personalet og patienterne.
De fandt dog ikke den patient, de ledte efter, da han lå på operationsbordet, men ødelagde i stedet vaser, rev billeder ned og smadrede en rude i en ambulance.
Det berørte personale bliver nu tilbudt psykologhjælp.