I takt med at antallet af mavesæk-operationer på overvægtige danskere er eksploderet på ganske få år, er de samme patienter begyndt at strømme tilbage på sygehusene for at få fjernet løs hud.
Op mod 800 fedmeopererede patienter blev sidste år henvist til at få fjernet løs hud på de offentlige sygehuse - og det har skabt et voldsomt pres på de kirurgiske afdelinger.
"Det er sket en betydelig stigning i antallet af patienter, der henvises efter en fedmeoperation. Og det er en stor udfordring i forhold til de ressourcer, vi har. Vi har jo også akutte kræftpakker og skal operere alle former for hudkræft først," siger formand for Dansk Selskab for Plastik- og Rekonstruktionskirurgi, overlæge Steen Matzen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Sidste år fik 1.460 danskere udført en fedmeoperation. I 2005 var det blot 281, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
Steen Matzen vurderer, at størstedelen af de fedmeopererede bliver henvist til at få fjernet den løse hud.
Alligevel blev der ikke afsat ekstra penge, da sygehusene for få år siden begyndte at tilbyde fedmeoperationerne.
Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) erkender, at der er et problem, men han henviser til, at lægerne må prioritere de patienter, der har et "helbredsbetinget behov".
"Sagen er jo den, at fedmeoperationer har taget et omfang, der er langt større, end man forestillede sig, da man tog det her på sig. Derfor bliver sygehusene nødt til at prioritere de patienter, hvor der er en dokumenteret helbredsårsag til at få fjernet det løse hud," siger han.
Steen Matzen og Dansk Selskab for Plastik- og Rekonstruktionskirurgi er nu ved at udarbejde et sæt objektive kriterier for, hvornår de fedmeopererede skal henvises til det private sundhedsvæsen.
For hvor operationen på mavesækken tager to timer og koster omkring 50.000 kr., så kan det let kræve op til 17 timers operationstid til en pris på op imod 300.000 kr., hvis der skal fjernes løs hud over hele kroppen.
Bent Hansen mener dog ikke, at det offentlige skal sætte et loft over, hvad en operation må koste.
"Det har man forsøgt sig med i England, og det var ikke nogen succes. Man er nødt til at holde sig til den lægelige vurdering," siger han.