Tusindvis af danskere får hvert år aflyst en forestående operation i sidste øjeblik.
Det får nu politikerne fra regeringspartierne til at kræve, at de ramte patienter får fortrinsret til hurtig behandling på et offentligt eller privat hospital. Det skriver Berlingske Tidende.
"Det her er helt uacceptabelt. Det er en stor belastning at have sat sig op til en operation, som så bliver aflyst. Det kan i nogle tilfælde også have betydning for selve behandlingsresultatet og i yderste konsekvens for patientens førlighed," siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil.
Det sidste halvår af 2008 måtte omkring 4000 operationer aflyses på grund af sygdom og manglende kapacitet på landets sygehuse.
Derfor skal sygehusene nu tvinges til at give patienterne en ny tid inden for få dage eller sende dem videre til et privathospital, siger Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen. Hun forventer regeringen vil komme med et udspil i løbet af efteråret.