Sygedagpengeregler gør folk mere syge

Kommunerne sender syge ledige for tidligt i aktivering. Det bliver de mere syge af, hvis ikke de var blevet det, da de var på dagpenge.
Stress kan blive til mere stress, hvis man sendes i aktivering for tidligt.
Stress kan blive til mere stress, hvis man sendes i aktivering for tidligt. Foto: Colourbox

Der er mange grunde til, at det ikke er en dans på roser at være på dagpenge. Og nu kan man også blive syg af det.

Presses en syg ledig for tidligt ud i aktivering kan det nemlig forværre hans eller hendes situation, vurderer flere eksperter, som Information har talt med.

"Det handler først og fremmest om, at folk skal hurtigt tilbage i arbejdet og ikke om, at folk skal blive raske," siger Jørgen Møller Christiansen, arbejdspsykolog og ekspert i arbejdsliv ved Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Kommunerne bliver nemlig belønnet for at aktivere folk på sygedagpenge, men det kan lige så vel have negative konsekvenser.

"Man sender for mange sygemeldte i uhensigtsmæssige tilbud og presser dem for meget, i forhold til hvad de reelt kan," vurderer Kelvin Baadsgaard, forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

På baggrund af kritikken foreslår det Socialdemokratiske medlem af Arbejdsmarkedsudvalget, Leif Lehn Jensen, at reglerne ændres, så kommunerne kan koncentrere sig om, at få de syge raske uden at tabe penge.

"Jeg forestiller mig, at man kigger på refusionsreglerne igen, så man ligestiller opkvalificering og uddannelse på samme måde som virksomhedspraktik," siger Leif Lehn Jensen.

På den måde kan de syge ledige undgå at blive sendt i praktikforløb, som risikerer at forværre deres tilstand.

Dette forslag afviser begge regeringspartier med Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i spidsen.

Kilde: Information

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.