Mandag eftermiddag tager beskæftigelsesminister Mette Frederiksen personligt imod en gruppe syge borgere fra den sociale modstandsbevægelse. De vil ifølge netmediet DenOffentlige.dk overrække flere tusinde underskrifter fra borgere, der efterlyser anstændig sagsbehandling og opgør med kommunal kassetænkning.
Under kommunalvalget blev socialkrisen sat på dagsordenen i flere kommuner. Fredericia, Vejle, Kolding, Aalborg, Slagelse, Svendborg, Næstved og mange flere kommuner havde lokale selvstændige aktioner, der tvang politikerne til at forholde sig til krisen. Nu åbner beskæftigelsesminister Mette Frederiksen også døren for den sociale modstandsbevægelse.
"Vi skrev for flere uger siden, om der var mulighed for at overrække beskæftigelsesministeren flere tusinde indsamlede underskrifter, og fik forleden besked om, at Mette Frederiksen gerne vil tage imod os. Det er vi taknemmelige for," fortæller initiativtageren til underskriftindsamlingen, Rie Grenaa ifølge DenOffentlige.dk.
Mandag den 16. december tager beskæftigelsesministeren imod en gruppe fra aktion "Syg i Danmark" som de seneste måneder er etableret i hver tredie kommune, og stod bag demonstrationer i 13 byer under kommunalvalget.
Essensen af kravene til Mette Frederiksen er, at sagsbehandlingen skal være ordentlig og anstændig, at borgeren skal inddrages, lovgivningen overholdes og ny lov laves, så kassetænkningen ændres, og der kommer balance mellem økonomiske hensyn og basale menneskelige hensyn.
"Sådan er det desværre ikke i dag, og vi kan jo se fra masser af konkrete oplevelser og eksempler, at reformerne har kørt kommunerne op i et hjørne, og borgerne bare bliver brikker i spareøvelser og tal i bureaukratiet. Det er simpelthen ikke rimeligt," siger Rie Grenaa til DenOffentlige.dk.
Underskriftsindsamlingen er en udløber af, at Rie Grenaa gennem den sociale modstandsbevægelse kom i dialog med borgere fra hele landet, og blev mere og mere chokeret over situationen.
"Jeg kunne se, at der er et mønster, hvor borgerne bliver klemt og ofte får det værre og værre. Det kan jo ikke være i nogens interesse, når selv ressourcestærke mennesker langsomt køres ned af systemet, fordi det kun har fokus på at opfylde reformer og bureaukrati," fortæller Rie Grenaa til DenOffentlige.dk.
Newspaq