Personlige problemer som skilsmisse og dødsfald i familien får mange unge til at opgive deres erhvervsuddannelse.
Det viser en ny undersøgelse fra tænketanken DEA.
"Vi kan se, at de frafaldstruede unge ofte har problemer i deres bagland," siger konsulent i DEA Line Gry Knudsen til Politiken.
Problemet er, at de unge skjuler problemerne og ikke får hjælp til at håndtere dem. Derfor opfordrer hun de forskellige uddannelsesinstitutioner til at samarbejde om de unge.
Den opfordring bakker erhvervsskolerne op om.
"Samarbejdet med folkeskolen kunne helt sikkert være bedre. Jo bedre vi kender eleverne fra start af, desto større er sandsynligheden for, at vi kan fastholde dem på uddannelsen," siger Michael Henriksen, uddannelseschef på Selandia CEU i Slagelse, til Politiken.
Trods fokus på det store frafald fortsætter det med at stige. I 1991 faldt 17.000 unge fra erhvervsuddannelserne, mens antallet af afbrudte forløb i 2010 var oppe på 35.000.