En luksuriøs rejse på et krydstogtskib har udviklet sig til et regulært mareridt for cirka 2000 passagerer.
Skibet 'Pacific Dawn' sejler ud for Australien, men må ikke anløbe land, fordi der er flere tilfælde af svineinfluenza blandt passagererne, beretter australske medier.
Der er tale om den frygtede H1N1-virus, som for nylig skabte røre over hele verden.
Skibet skulle oprindelig anløbe Brisbane, hvor der var planlagt tilgang fra 150 yderligere passagerer, men de kommer ikke ud at rejse, da besøget i Brisbane er droppet.
De australske sundhedsmyndigheder har beordret skibet i karantæne, og derfor kommer passagererne ikke af skibet indtil videre.
Det er formentlig en femårig dreng, der har stået for udbruddet af virus ombord. Siden er tre, der har været i kontakt med ham, konstateret smittet.
Nu skulle tallet være dusinvis af smittede passagerer.
På verdensplan har 13.000 mennesker været ramt af sygdommen, og cirka 100 har mistet livet. De fleste dødsofre er fra Mexico.