Svineinfluenzaen har spredt sig ud af Nordamerika. For første gang er den nemlig blevet konstateret i Europa.
Den livsfarlige svinesygdom er blevet fundet hos en steward, der ankom til London med et fly fra British Airways. Han faldt om to timer efter at have forladt Mexico City.
Den 38-årige mand er nu indlagt på et hospital i London, og meldes i bedring, skriver The Guardian.
Sygdommen har på få dage bredt sig til fire stater i USA, ligesom den har spredt sig til flere delstater i Mexico.
20 dødsfald skyldes med sikkerhed sygdommen, men helt op til 80 kan være døde af sygdommen, der kan udvikle sig til en meget voldsom lungebetændelse.
Flere end 1.300 mennesker menes at være smittet med svinepesten, der frygtes at udvikle sig til en global epidemi - en såkaldt pandemi.
Ingen danskere menes at have fået sygdommen, oplyser Epidemiologisk Afdeling på Rigshospitalet ifølge Ekstra Bladet.
Den ny influenza menes at være en blanding af svine-, human og fugleinfluenza.