Tænk dig om en ekstra gang, inden du køber den super billige Canada Goose-jakke som julegave til kæresten på nettet.
I december vrimler det med falske netbutikker, der lokker med super billige mærkevarer, og de er gode til at mase sig ind øverst ved søgninger på Google, skriver Henrik Bondtofte, der arbejder med søgemaskineoptimering i firmaet Just-Search.dk, i et blogindlæg.
"De mange falske webshops har fundet vej til de danske søgeresultater i slutningen af november, og der kan vist ikke være nogen tvivl om, at det er grundet julen, at de dukker frem netop nu," skriver han.
Og når først den julestressede dansker har indtastet sin kreditkortoplysninger, sidder man i saksen.
"Som forbruger risikerer du både en lang næse, når din pakke ikke når frem, men du risikerer også at dine kortoplysninger bliver benyttet til anden IT-kriminalitet," skriver Henrik Bondtofte.
Han giver en række råd til, hvordan man skelner skidt fra kanel.
Ofte er siderne skrevet på et elendigt dansk på grund af maskinoversættelser. Dertil er der vigtigt at kigge efter kontaktinformation på hjemmesiden. Hvis der ikke fremgår telefonnumre, CVR-nummer og en adresse, så er det på tide at skynde sig væk.
Internetadressen ender typisk på .com, men de findes også med .dk og indeholder ofte et mærkenavn kombineret med Danmark, DK, Danish eller lignende - eksempelvis canadagoosedk.dk Man kan i øvrigt tjekke ejeren af siden ved at indtaste adressen på denne side. Er det ikke en dansk ejer, så hold dig væk.
Endelig gælder det gamle råd: Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det sikkert også. Bliv ikke fristet af de utroligt lave priser.
Kilde: Henrik Bondtoftes hjemmeside