Sverigedemokraterna får sit hidtil bedste resultat i en ny meningsmåling fra Sveriges statistik, SCB. Partiet står til at få 22,6 procent af stemmerne.
Målingen, der er foretaget i november, viser en markant fremgang i forhold til en måling i maj, hvor partiet stod til at få 17,1 procent af stemmerne.
– Det er meget muligt, at SD er endnu større, siger valgforskeren Jenny Madestam. Og er den det, betyder det, at hver fjerde svensker i dag ville stemme på partiet, hvis der var valg.
Hun tilføjer, at det mest interessante er, at Sverigedemokraterna nu er det næststørste parti i den måling, som anses for at være den mest pålidelige i Sverige.
Madestam vurderer, at opbakningen til Sverigedemokraterna kan være større, end målingen angiver, fordi den mest foretages via fastnettelefoner og er udstrakt over relativt lang tid. Dermed afspejler den ikke de seneste svingninger blandt vælgerne.
Kristendemokraterna mister vælgere
Målingen viser samtidig, at det går tilbage for det regerende Socialdemokraterna. Partiet får sit hidtil dårligste resultatet med en tilbagegang fra 27,6 procent i maj til 26,3 i november.
Den største nedgang står Kristdemokraterna dog for. Partiet falder fra 13,0 procent i maj til 6,6 procent i november.
Ifølge målingen er det konservative Moderaterna nu kun det tredjestørste i Riksdagen med en opbakning på 18,3 procent. Dette er dog en fremgang i forhold til maj, hvor partiet stod til at få 16,0 procent.
Vänsterpartiet går lidt tilbage og står til at få 8,1 procent af stemmerne. Det samme gælder Miljöpartiet, som nu står til at få 5,1 procent af stemmerne.
Liberalerna, som har ligget under spærregrænsen i flere nylige målinger, står til at få 4,1 procent mod 3,7 procent i maj. I Sverige ligger spærregrænsen på fire procent.
Centerpartiet, som havde 6,9 procent i maj, får 7,3 procent i november.
SCB's måling er foretaget på nationalt plan blandt 9149 vælgere.
Socialdemokraterna under ledelse af statsminister Stefan Löfven (S) regerer Sverige i en regeringskoalition med Miljöpartiet - og med støtte fra de liberale partier Centerpartiet og Liberalerna.
/ritzau/TT
/ritzau/TT