Luftrummet over de sydsvenske lufthavne er atter åbne for flytrafik
Dermed kan fly igen lette og lande fra Sturup ved Malmø, Kristianstad, Växjö og Östersund, skriver Expressen.
Disse lufthavne er her til formiddag blevet åbnet igen efter at være blevet lukket tidligere på morgenen.
Göteborg og andre lufthavne i blandt andet Jönköping, Örebro og Umeå er derimod stadig lukkede. De må vente på næste prognose klokken 14.00, før de ved, om også de kan åbne op for lufttrafikken igen.
På nuværende tidspunkt er luftrummet blevet genåbnet over store dele af Europa, siden den islandske askesky sendte alle fly på jorden torsdag i sidste uge. Der er dog stadig lukket for flyvninger i Finland, det sydlige Norge, nordlige Skotland og altså dele af Sverige.