Rod i økonomien kan smide DSB's datterselskab ud af Sverige.
Den svenske Transportstyrelse har i dag modtaget en rapport over økonomien i DSB First AB Sverige: Den skal nu undersøges ned til mindste komma, fordi svenskerne frygter et pludseligt togkollaps.
"Hvis det viser sig, at økonomien er for dårlig, så kan vi inddrage tilladelsen, så de ikke længere skal køre i Sverige," siger Örjan Ellström,Chef for Transportstyrelsens Järnvägsföretag, til Newspaq.
Svenskerne bad om en rapport i kølvandet på balladen om DSB i Danmark, fordi DSB First har en stor gæld til moderselskabet DSB.
"Vi har fået foruroligende information om økonomien i DSB First, og vi vil have vished for, at de kan fortsætte med at køre tog i Sverige," forklarer Örjan Ellström.
DSB First skal forklare selskabets aktuelle økonomi i form af en årsrapport for 2010 samt udviklingen i 2011. Svenskerne forventer at bruge en uge på at granske rapporten.
"Vi har lige modtaget redegørelsen, og vi kigger det nu igennem, men senere på ugen, har vi formentlig et svar," slutter Örjan Ellström.
Den danske chef i DSB First AB Sverige, Karsten Røn Andersen udtaler, at de nu har afleveret og afventer svenskernes dom. Samtidig skærer DSB First 65 stillinger væk, for at få luft i regnskabet.