DSBFirst må gerne køre tog mellem Danmark og Sverige. Og dermed er omkring 60.000 faste pendlere sikret transport over Øresund.
Det skriver Politiken.dk.
De svenske transportmyndigheder lader det skandaleramte selskab beholde licensen til at køre tog på den svenske side af sundet.
"Der foreligger en fornuftig handlingsplan, og vi er blevet forelagt dokumenter, der giver gode muligheder for at selskabet kan overleve sine økonomiske vanskeligheder," siger Örjan Ellström, chef for jernbanesektionen i Transportstyrelsen, ifølge Politiken.
DSB har tabt mange millioner på at køre tog i Sverige.
Og det betyder, at datterselskabet DSBFirst skylder over 300 millioner kroner til DSB.
Kammeradvokaten har vurderet, at DSB har givet ulovlig statsstøtte til DSBFirst, der skulle have været et selvstændigt selskab.
Sagen har blandt andet ført til fyringen af DSB's administrerende direktør Søren Eriksen og bestyrelsesformand Mogens Granborgs afgang.