VORES VALG

Svenning Dalgaard kritiseres hårdt

Den rutinerede politiske reporter fra TV 2 kritiseres for at være mikrofonholder for blå blok.
Her ses Lars Løkke og Svenning Dalgaard, bagest, på virksomhedsbesøg under valgkampen.
Her ses Lars Løkke og Svenning Dalgaard, bagest, på virksomhedsbesøg under valgkampen. Foto: Mogens Flindt / POLFOTO

Den tidligere socialdemokratiske leder Mogens Lykketoft anklager i dag TV 2-journalisten Svenning Dalgaard, der følger Lars Løkke under valgkampen, for at have kraftig borgerlig slagside.

Kritikken kommer langt fra bag på journalist og forfatteren Michael Jeppesen, der har skrevet bogen 'Før ørerne falder af', der gik bag kulisserne på valgkampen i 2005.

Efter en duel i Århus oplevede han, at Svenning Dalgaard viderebragte Michael Kristiansens, Anders Fogh Rasmussens daværende spindoktors, analyse af debatten mellem statsministerkandidaterne, som ikke blev tv-transmitteret.

"Michael Kristiansen kom hen til os journalister og udlagde, hvordan debatten var gået. Det var en meget smuk udlægning i Anders Foghs favør, naturligvis. Der var mange let genkendelige sprogblomster. Så gik der kun ganske kort tid, så kunne vi se Svenning Dalgaard live i TV 2 Nyhederne gengive Michaels Kristiansens udlægning ordret," fortæller Michael Jeppesen til Newspaq.

En tidligere toprådgiver i regeringen, der ikke har lyst til at få sit navn frem, fortæller, at det ikke er tilfældigt, når Svenning Dalgaard altid får lov til at tale med Lars Løkke Rasmussen.

"Han er da den største mikrofonholder i dansk journalistik," siger rådgiveren.

I dagens Ekstra Bladet angriber Mogens Lykketoft Svenning Dalgaard for at "ligger noget til højre for Djengis Khan," en brutal hærleder der samlede Mongoliet.

"Vi, der har været med ved flere omgange, hæfter os gevaldigt ved, at det lige præcis er ham, der dækker Løkke med den vinkel, han har," siger Lykketoft til avisen.

Svenning Dalgaard vil egentlig ikke kommentere på de hårde anklager og henviser til sin ledelse. Men Michael Jeppesens oplevelser i Århus kan han slet ikke genkende.

"Jeg har ikke læst hans bog (Jeppesen, red.), men enhver kan gå tilbage på TV 2 og se, at jeg fra det pågældende møde sagde, at Mogens Lykketoft vandt den pågældende debat," siger Dalgaard til Newspaq.

TV 2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby, afviser også kritikken af sin reporter over for Ekstra Bladet.

"Svenning er en af de mest kritiske journalister i Danmark. Han er kritisk over for alt, hvad han deltager i," siger han.

Michael Kristiansen mener i samme spor, at Michael Jeppesen oplevelser "må stå for egen regning".

Michael Jeppesen understreger, at han intet problem ser ved, at journalister har en personlig holdning. Faktisk er det noget pjat, at vi herhjemme prøver at bilde hinanden ind, at journalister er neutrale, mener han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.