Tusindvis ældre patienter ligger helt unødvendigt i hospitalssenge og venter i dagevis på at blive undersøgt og behandlet, imens kroppen forfalder. Det skriver Politiken.
Regeringen lover nu bedre behandling af de mere end 200.000 ældre, der hvert år indlægges med lungebetændelse, maveinfektion, hjertesvigt eller væskemangel.
"Vi vil sørge for bedre behandlingsforløb for de medicinske patienter, ligesom vi har gjort det for kræft- og hjertepatienter og inden for hele det kirurgiske område. Jeg vil gerne undgå, at folk ligger unødvendigt i sengene, først og fremmest for patienternes skyld for de kommer hurtigere til sig selv, hvis de undgår at være sengeliggende," siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) til Newspaq.
Behandlingen af ældre medicinske patienter har i flere år været udsat for skarp kritik, og gruppen har fået navnet 'de glemte patienter'.
Politikerne anklages for at prioritere garantier om hurtig behandling til hjerte- og kræftpatienter samt til danskere med brok og andre mindre lidelser, alt i mens de svage ældre ligger på hospitalsgangene og mangler behandling.
Regeringens udmelding glæder overlæge, dr.med. Thomas Gjørup, der er formand for lægerne på de medicinske afdelinger. Han fortæller, at de ældre patienter oftest bliver tilset af unge læger, der ikke har kompetence til at beslutte behandling, og derfor lægger patienten i seng, indtil en speciallæge har tid til at se på patienten.
"Pludselig har en patient været indlagt to-tre-fire dage uden at have brug for det. De ældre bliver passive, når de ligger i en seng, så derfor er vi med til at understøtte forfaldet. Når en patient er indlagt længe, bliver det samtidig sværere at udskrive vedkommende, fordi hjemmeplejen er afmeldt, køleskabet tømt af familien og katten sendt på internat", siger Thomas Gjørup.
Også Morten Freil, der er direktør i foreningen Danske Patienter, kalder det positivt, at regeringen åbner øjnene for en gruppe 'voldsomt underprioriterede patienter'.
"Men der skal være klare krav til og mål for behandlingen, og effekten skal overvåges. Samtidig skal det undgås, at patienter udskrives for tidligt i forsøget på at gøre indlæggelsen kortere", siger han.