Aung San Suu Kyi benægter, at hun frivilligt har ladet amerikaneren John Yettaw overnatte hos sig, efter han svømmede over søen ved hendes skarpt bevogtede hus.
Militærjuntaen i Burma har berammet en retssag på mandag, hvor oppositionslederen risikerer at blive idømt op til fem års fængsel.
Men ifølge Suu Kyis advokat var amerikaneren ikke inviteret, og Suu Kyi forsøgte at få ham til forlade huset.
Det er siden kommet frem, at der er tale om den 53-årige amerikanske Vietnam-veteran John Yettaw fra staten Missouri. Det vides endnu ikke, hvorfor han svømmede over til Suu Kyis hus. Men han blev anholdt efter det uanmeldte besøg.
"Suu Kyi siger, at hun tror, hun vil blive frifundet for sin forbindelse til amerikaneren," siger hendes advokat Kyi Win til den burmesiske avis Irawaddy, der distribueres fra Thailand.
Oppositionslederen, der i 1991 modtog Nobels fredspris, har allerede siddet 18 år i husarrest, efter militærjuntaen nægtede at anerkende hendes valgsejr i 1990.
Med udgangen af denne måned skal juntaen tage stilling til hendes husarrest, men hvis hun kendes skyldig i at have huset amerikaneren, så vil hun som minimum sidde fængslet til efter valget i 2010.
Verden over strømmer protesterne ind fra politiske ledere.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton og hendes danske kollega Per Stig Møller er blandt kritikerne, der forlanger at militærjuntaen straks løslader Aung San Suu Kyi.