Når man importerer ting fra udlandet, må man ind imellem regne med at leveringstiden trækker ud. Men når det ikke drejer sig om dvd'er fra USA, men derimod om en 23-årig pige fra Burma, kan ventetiden være uudholdelig. Det har den forelskede 71-årige Arne Worsøe måttet sande.
Men nu er ventetiden ovre. Den ældre herre, der står bag Linje 3's store comeback, får nu visum til sin store kærlighed, den kun 23-årige Thwe.
Det betyder, at den smukke burmesiske pige kan flytte op i Worsøes landsted nord for København sidst på måneden. Det skriver Ekstra Bladet.
- Jeg er så glad, så det er ubeskriveligt. Og jeg har simpelthen ikke været så forelsket, siden jeg mødte mine sønners mor for mange, mange år siden, siger Worsøe til Ekstra Bladet.
I første omgang havde parret fået afslag på visum, men nu er ansøgningen altså gået igennem. Og Thwe er lige sådan en kvinde, Thorsøe altid har drømt om, fortæller han forelsket.
Parret mødtes i april 2011, hvor Thwe var en af de lokale piger, der tog imod den ældre mand på hotellet i Burma. De endte med at forelske sig, men Thwe skulle dog først lovformeligt ud af sit tidligere ægteskab, hvorfra hun har en søn på to år.
Arne Worsøe er tre gange så gammel som sin unge kærlighed, men det er ikke et problem, mener han.
- I Burma bliver kvinderne tidligt voksne. Mens pigerne i Danmark stadig fjoller rundt som 23-årige, ser det helt anderledes ud i Østen, lyder forklaringen fra den forelskede musikkøbmand.
Kilde: Ekstra Bladet.