Susanne Biers Hollywood-debut får rosende ord med på vejen af de danske anmeldere, der over en bred kam mener, hun har bevaret og udnyttet sit varemærke, nemlig evnen til at skildre mennesker og følelser på film. Nyhedsavisens anmelder René Fredensborg er rørt til tårer og drysser fire stjerner ud over den danske instruktør:
»Hun ved, hvor tudetasten sidder, og på min række var vi således flere granvoksne mænd, der måtte tørre øjnene under visningen af ’Ting, vi mistede i ilden’, skriver han.«
B.T.s Henning Høeg sniger sig op på fem stjerner og skriver, at man undervejs glemmer, at man sidder og ser en film.
»Følelserne, rytmen og billederne er nemlig så naturlige og perfekt afmålte, at man drages ind og bliver en del af Susanne Biers fortælling om tab, loyalitet og uanede mængder af tro på menneskeånden«.
I Berlingske Tidende kvitterer Ebbe Iversen med fem stjerner og komplimenterer også Bier for filmens ægthed. »Man krymper sig og vrider sig, man snapper efter vejret og mærker hjertet hamre hårdt, og man har det rigtig skidt. Den konstatering er en stor kompliment til Susanne Biers film.«
I Jyllands-Posten skriver Katrine Sommer Boysen, at filmen mangler originalitet, og at Bier skuffer. Hun giver kun filmen tre stjerner.
»Godt håndværk og en udmærket historie til trods sidder man lidt skuffet tilbage. Man kan kun håbe, at Biers næste film i det amerikanske får noget mere af det, der gjorde, at de faldt for hende«.
Fire stjerner får hun af Politikens Kim Skotte.
»Filmen spiller stærkt med musklerne i følelsesregistret, men er, hvad angår potentielt snøfteri, slet ikke overgearet.«