Godt nok viser kalenderen, at vi har bevæget os ind i efterårsmånederne. Men det kan man ikke mærke på vejret i weekenden.
For her bliver der rig lejlighed til at nyde sol og sommervarme temperaturer. Det luner allerede fredag, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Thyge Rasmussen.
- Vi kan få det, vi kalder en sommerdag med temperaturer på over 25 grader. Især i den vestlige del af landet, siger han om fredagens prognose.
Det er ikke kun i Jylland, at termometeret stiger til sommergrader. De varme temperaturer rammer nemlig også den vestlige del af Fyn og Sjælland, lyder det fra meteorologen.
Lørdag bliver det mindre sjovt at være allermest vestpå i Danmark. Mens sommervejret fortsætter i resten af landet, får vestjyderne byger, bulder og brag.
- Lørdag er det kun den vestlige del af Jylland, der får nogle regn- og tordenbyger. Ellers bliver vejret faktisk også fint i resten af landet. Måske ikke helt så varmt, men det kan også blive op til 25 grader nogle steder, siger Thyge Rasmussen.
Regn- og tordenbygerne bliver liggende i det vestjyske, indtil de i løbet af eftermiddagen søndag langsomt bevæger sig mod øst.
- Toppen bliver taget af temperaturerne søndag, så vi kun lige sniger os op omkring 23 grader. Men det er stadig ganske fint i en stor del af landet.
- Bygerne når først ind over resten af landet i løbet af søndag aften, siger Thyge Rasmussen.
Nattemperaturerne ligger i weekenden omkring de 15 grader, og den friske vind fra sydøst skifter i weekendens løb til skiftende vind.
I næste uge ser det ud til, at temperaturerne placerer sig på maksimalt 20 grader og suppleres med nedbør.
/ritzau/