Hvad skal man gøre, hvis patienten får det dårligt af medicinen, og hvordan tackler man et akut hjertestop?
Landets sygeplejerskeuddannelser er for dårlige til at give de studerende erfaring med erhvervslivet, mens de er på skolebænken. Det slår en ny rapport fra Anvendt Kommunalforskning fast.
Ifølge formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning er problemet primært, at underviserne har været for længe i klasseværelset og for lidt ude i virkeligheden.
- Jeg oplever, at studerende får et virkelighedschok, når de kommer ud på afdelingerne, fordi lærerne ikke har føling med det, der sker. Derfor kommer de nye ud for situationer, som godt kunne være forberedt, hvis lærerne havde haft mere føling, siger Marie Nagel Christensen til Newspaq.
Lærerne må simpelthen hives ud af deres undervisningsklokke og se på virkeligheden.
- Man skal have for øje, at teorien skal kunne bruges i praksis. Det er vigtigt, at vores lærere har føling med faget og kontakt til en afdeling, så de kan koble praksis og teori, siger formanden.
De studerende frygter, at deres manglende viden om dagligdagens udfordringer kan få fatale følger.
- Det kan være rigtig farligt fordi, hvis vi som studerende ikke lærer, hvad der sker i praksis ude på afdelingerne, kan det få alvorlige følger for patienterne, og dermed stille os i en dårlig position, mener Nagel Christensen.
Formanden for professionshøjskolernes rektorer, Erik Knudsen, lover, at man vil arbejde for at skærpe undervisernes viden om praksis. Blandt andet forsøger man at ansætte lærere, som både er tilknyttet skoler og sygehuse.