Danske unge vil ikke vente med at sætte sig på skolebænken, når de først er blevet optaget på deres videregående uddannelse.
Frygt for at stå uden job og almindelig utålmodighed får de unge til at presse på for hurtigere studiestart.
Flere uddannelsessteder optager studerende til studiestart to gange årligt, men de unge vil helst i gang så hurtigt som muligt.
Både på Syddansk Universitet, Professionshøjskolen Metropol og Professionshøjskolen University College Capital oplever man, at de unge efterfølgende henvender sig for at komme hurtigt i gang.
- Rigtig rigtig mange har henvendt sig for at få flyttet deres studiestart til september. Det har vi ikke oplevet så markant før, lyder meldingen fra Studieadministrativ chef på Professionshøjskolen UCC i København, Morten Permin.
På SDU fordeler man ansøgerne til medicinstudiet efter alder, så de ældste starter i september, mens UCC fordeler ansøgerne efter lodtrækning.
Morten Permin har et bud på de studerendes tanker, når de forsøger at få rykket studiestarten frem.
- Ansøgerne fortæller, at de ikke kan få job. De er paniske over, hvad de skal bruge et halvt år af deres liv til: "Jeg kan ikke få job, jeg kan ikke tage ud at rejse, jeg har ingen penge. Jeg må i gang med min uddannelse", forklarer han.
Den tankegang mærker de også hos Danske Studerendes Fællesråd blandt deres studiekammerater. Det kommer ikke bag på formand, Torben Holm, at folk har det ønske.
- Der er et behov for at starte så tidligt som muligt. For det første er det frustrerende at skulle vente, når man har motivationen. For det andet er det svært at finde job og især studierelevant job i øjeblikket, forklarer han.
Torben Holm understreger, at alternativet er at overbooke klasselokalerne og uddannelserne mere, end de kan bære, hvilket i sidste ende kan gå ud over studiekvaliteten.
- Væbn dig med tålmodighed, glæd dig over din plads, og se frem til en bedre uddannelse i februar, end hvis du havde fremskyndt processen, lyder rådet fra Torben Holm.
/ritzau/