Sveriges kronprinsesse Victoria og den nyslåede prinsesse Sofia strålede torsdag aften til årets Nobel-ceremoni i Stockholms koncerthus.
De gravide maver var blandt begivenhedens midtpunkter, da prinsesserne sammen med statsledere, toppolitikere og resten af kongefamilien fejrede årets Nobel-vindere.
Den 38-årige kronprinsesse venter sit andet barn med prins Daniel, mens 31-årige prinsesse Sofia venter sit første med prins Carl Philip, som gjorde hende royal efter parrets romantiske sommerbryllup.
De mørkhårede majestætiske skønheder havde svøbt de struttende maver i overdådige gallakjoler. Kronprinsesse Victoria overstrålede sit eget prangende diadem med sin blommefarvede balkjole, der understregede, at den gravide mave gemmer på en lille forårsbaby til marts.
Prinsesse Sofia venter sit barn måneden efter til april, og den spirende babybule kunne svagt spottes under det sorte skrud, hun havde iført sig til ceremonien.
Det svenske kongehus har været ramt af et sandt babyboom med masser af små royale rollinger de seneste år.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel har allerede treårige prinsesse Estelle, som en dag bliver Sveriges monark, mens lillesøster Madeleine fødte sit og gemalen Christopher O'Neills andet barn, lille prins Nicolas, i sommer. I forvejen er parret forældre til lille Leonore, som fylder to i slutningen af februar.
/ritzau/FOKUS