Forældres velbefindende spiller måske en større rolle i deres børns sundhed, end hidtil antaget.
Stressede og spændte forældre giver nemlig børn en langt højere risiko for at udvikle astma. Det viser en ny undersøgelse, som forskere fra et universitet i Californien står bag. Det skriver BBC.
Forskerne fulgte 2.497 raske børn i skolealderen over en treårig periode og så på, hvor mange børn der udviklede astma. Det gjorde 120 af børnene, og helt som forventet var børn fra stærkt forurenede områder mere tilbøjelige til at få astma. Men forskerne gjorde også en ny opdagelse.
Risikoen for astma blev forøget, hvis børnene kom fra hjem, hvor forældrene var stressede og beskrev deres liv som "uforudsigeligt", "ukontrollabelt" og "overvældende".
"Resultaterne antyder, at børn fra stressede hjem er mere modtagelige for effekterne af bilos og cigaretrøg," skriver forskerne bag undersøgelsen i en udtalelse.