Godt 35.000 danskere er hver dag sygemeldt med stress, og trods gode intentioner, så får de ikke den hjælp af deres arbejdsgivere, som de burde.
Det viser en ny undersøgelse, som Ugebrevet A4 har foretaget. Faktisk viser undersøgelsen, at flere arbejdspladser blæser på egne stress-politikker.
Hver femte stress-ramt mistede rent faktisk jobbet på grund af stress, og det til trods for, at arbejdspladsen netop havde en politik for håndtering af stress-ramte.
"Stress-politikkerne fungerer helt tydeligt ikke. Det er nødvendigt med en indsats for at få det her til at fungere," siger arbejdsmiljøkonsulent i HK, Sven Erik Hermansen til Ugebrevet A4.
Også blandt de medarbejdere, der vender tilbage til jobbet efter stress, står det ilde til. Under halvdelen af de tilbagevendte får det bedre på jobbet. Selv om de fleste arbejdspladser har politikker, der skal sikre, at der bliver lavet forbedringer for den stress-ramte.
"Jeg er chokeret over, at man ikke er kommet længere. Men mange stress-politikker er halleluja-festtaler. Stress-politikker skal forankres. Og det bliver de ikke," siger Kurt Kørner til Ugebrevet A4.
32 procent af de adspurgte, som led eller har lidt af stress, mener ikke, deres nærmeste chef anerkendte, at de havde brug for hjælp til trods for, at virksomheden havde en stress-politik.
52 procent mener, at virksomheden skulle have hjulpet mere, selv om der var udarbejdet en stress-politik.