Normalt er det kun den hårde kerne, der køber billet til årets Roskilde Festival, inden programmet overhovedet er offentliggjort. Således plejer der at være solgt 10-15 procent af billetterne på nuværende tidspunkt.
Men i år var der, allerede inden programmet blev offentliggjort torsdag, solgt 30 procent af de 75.000 billetter. Og det er rekord. Aldrig før har der været solgt så mange billetter på nuværende tidspunkt.
- Det er en stor overraskelse for os, at der allerede er solgt så mange billetter. Vi ved reelt ikke hvorfor. For eksempel er der åbnet en ny kvalitetsbevidst festival i Norge i år, og det er det land ud over Danmark, hvor vi sælger flest billetter. Så det er virkelig overraskende, siger Esben Danielsen, talsmand for Roskilde Festival.
Han fortæller desuden, at englænderne igen i år løser billet til den danske musikfestival. Det gjorde omkring 1.000 briter også sidste år, men da var det forståeligt, fordi Glastonbury Festivalen blev aflyst. Det er den ikke i år, og alligevel er interessen stor.
Måske skyldes det, at BBC - det engelske svar på Danmarks Radio - har udråbt Roskilde Festival til at være den festival i verden med det bedste musikprogram i år.
Billetprisen på otte dages Roskilde Festival ligger på 1.475 kroner, mens en søndagsbillet koster 650 kroner. Med undtagelse af søndag er det ikke muligt at købe billet til enkelte dage.