Pengebokse og hæveautomater i fire midt-vestjyske byer blev i nat udsat for kupforsøg.
Både hos Den Jyske Sparekasse i Vinderup, Sparekassen Kronjylland i Stoholm, Vestjysk Bank i Holstebro og Nordea i Lemvig slog tyvene til.
Senest gik alarmen i Holstebro, hvor indbruddet fandt sted klokken 03.45. Det skriver TV/Midt-Vest.
- Vi forsøgte naturligvis at nå til banken og fange tyvene, men de var væk, da vores patrulje ankom til banken, fortæller vagtleder hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.
Politiet har eftersøgt gerningsmændene her til morgen, men foreløbig uden held. Og der er formentlig en sammenhæng mellem kupforsøgende, vurderer politiet.
- Det er lykkes tyvene at komme afsted med penge fra ét af de fire kupforsøg, fortæller Sune Espersen, der er Vicepolitikommissær hos Lokalpolitiet i Holstebro til TV/Midt-Vest.
Hvilket af de fire pengeinstitutter, det drejer sig om, eller hvor mange penge, der er tale om, vil politiet ikke oplyse.
Nu foretager politiet en gennemgang af videooptagelser fra bankerne i håbet om, at det kan føre til en pågribelse af tyvene.