Fire børn er blandt dødsofrene for den kraftigste storm i det sydlige Europa i et årti. Efter sit indtog i Spanien og Frankrig har stormen nu ramt det centrale Italien.
I byen Sant Boi de Llobregat i Katalonien kollapsede taget på en sportshal, mens mellem 20 og 30 unge befandt sig i den, skriver BBC.
Lokale frivillige og brandmænd gjorde, hvad de kunne for at hjælpe overlevende fri efter sammenstyrtningen, men børnene mellem ni og tolv år mistede livet. Mindst 12 andre måtte behandles for skader efterfølgende.
Samlet har mindst 15 mennesker mistet livet ved separate lejligheder som følge af de voldsomme vejrforhold.
Stormen blæste ind fra Atlanterhavet med op til 184 kilometer i timen.
1,3 millioner husstande i Frankrig mistede strømmen, mens veje og jernbaner blev blokeret og lufthavne lukket.